Vi ankom til Camp Dudomaine i højt solskin og 30 grader og blev budt velkommen i receptionen. Vi havde booket plads til 16 dage og denne gang med havkig. Så humøret var højt, nu skulle vi bare lige op på vores plads, hvor svoger og svigerinde ventede med iskoldt øl. Dem der kender Camp Dudomaine ved, at det er en kæmpe stor plads med meget kuperet terræn. Da vi denne gang skulle ligge et nyt sted, kørte jeg lige ud, der hvor vi plejer at skulle dreje til venstre. Det skulle jeg ikke have gjort. Vi kom ind i teltområdet, hvor vejen er meget smal og da jeg skulle dreje røg vognen ned i en grøft med højre hjul. Det lykkes at bakke vognen op og komme op på plads. Men det stank af brændt gummi og det viste sig, at støddæmperen var knækket og sad fast i dækket. Derudover karrosseri skader på bagenden.

Så er campingvognen hentet

Humøret sank til nulpunktet og hele mandagen gik med at tale med SOS og få arrangeret anden overnatning. Vognen blev afhentet og kørt på værksted i Hyeres ca 50 km fra pladsen. De vurderer at den ikke kan laves indenfor vores ferieperiode og så skal vognen til Danmark. Vi får lejet en bungalow på pladsen og torsdag kører vi ind og tømmer vognen så godt vi kan. Nu har vi jo campingvogn af en grund, så bungalow er jo ikke lige os, men vi besluttede at blive ugen ud og næste uge med, så vi kortede 3-4 dage af ferien.

  • Vores nye bolig

  • Ikke meget plads

  • Udsigten er ok

Aftenstemning på terassen

Bormes-Les-Mimosas

Da vores bungalow lå et stykke fra svoger og svigerinde blev følelsen af at være på ferie sammen ikke helt det samme. Men vi prøvede at få det bedste ud af situationen og nød de sidste dage sammmen inden de drog hjem om mandagen. Vi var en tur oppe i Bormes-Les-Mimosas og spise frokost. Det var tydeligt, at coronaen havde indflydelse også her. Næsten ingen turister (var faktisk OK), men mange af butikkerne var lukket og erstattet af billige souvenier butikker. Stemningen fra de tidligere besøg var helt væk. 

  • Bormes

  • Les

  • Mimosas

Côté Palmier, masser af plads

En gåtur ind til vores lokale ferieby Le Faviére nåede vi også sammen. Her var billedet det samme. Næsten ingen mennesker og liv i gaderne. I vores favorit restaurant, Côté Palmier, hvor det næsten ikke er til at få bord, kunne vi bare gå ind og sætte os. Så det gjorde vi. Ellers nød vi bare de sidste dage sammen med grill aftener og badning fra den dejlige strand. Mandag tog som sagt Vivi og Rene mod Danmark og vi var alene den sidste uge. Men det var som om, at situationen med vores campingvogn gjorde, at vi ikke nød ferien på samme måde som ellers.

  • Næsten mennesketomt

  • i La Faviëre

Porten til den gamle bydel i Hyerës

Vi havde ikke lyst til de store udflugter, men tog dog en tur til Hyerés, hvor vi ikke havde været før. En lidt større by med en charmerende gammel bydel og en flot lystbådehavn. Vi spiste en dejlig frokost i havnen inden vi køret retur til Camp Dudomaine. Nu skulle vi også til at planlægge hjemturen. Da vi jo ikke havde vores vogn skulle vi finde nogle hoteller vi gad overnatte på. Gerne et sted, hvor der var lidt at kigge på, da vi ikke gad sidde på et hotelværelse og fordrive tiden. Min søster og svoger har en lejlighed på et gammelt chateau i Dole og vi ringede til dem for at høre om muligheden for at leje en lejlighed. Vi var så heldige at der var en ledig, så da ferien sluttede på Camp Dudomaine gik det nordpå til Dole.

Del 3: Hjemturen: http://www.halaje.dk/447654724

 

  • Hyerës havn

  • Hyerës

  • Hyerës