Pinseferien blev i år tilbragt på Sandager Næs Camping, ca. 10 kilometer fra Assens. Vi har aldrig været på pladsen og hvordan vi har overset denne lille perle er os en gåde. En pragtfuld plads med udsigt over Emtekær og kun 800 m til Lillebælt med fin lille sandstrand. Pladsen fremstår yderst velholdt og det er nærmest umuligt bare at få øje på et cigaretskod. Virkelig dejligt. Sanitetsbygning ser forholdsvis ny ud og her er bare så rent og velholdt.
Adgang til parcellerne er af velholdte grusveje, ingen huller og forholdvis brede. Der er en dejlig stor indkørsel til pladsen, hvor der er mulighed for at vende. på pladsen findes en lille butik, dog kun med de mest nødvendige varer. Pladsen emmer af hygge og her er dejlig fred og ro, trods de mange pinsegæster. Sandager Næs drives af 2. generation og det gør de utroligt godt - en sådan plads kunne vi godt bruge i Nordsjælland.
Fredag eftermiddag kom resten af Halaje og vi hyggede os i det dejlige pinsevejr. Solen strålede fra en skyfri himmel, så vi havde intet at klage over. Håbede så bare at vejret ville holde til om lørdagen, hvor resten af familien ville komme til frokost. Hvis vi skulle være så uheldige, at det blev regnvejr fandtes der et fint opholdsrum, man kunne være i.
Lørdagen kom med sol og næsten ingen vind. Så vi havde en dejlig dag med frokost i familiens skød. Sidst på dagen kom en enkelt lille dråbe, men ellers holdt det tørvejr hele aftenen. Dagen sluttede med der blev smidt en gang pølser på grillen, så dagen sluttede med at alle blev mætte og en enkelt eller 2 så da også pinsesolen danse.
Mandagen blev tilbragt i familiens skød, vejret var stadig dejligt, så man kunne ikke ønske sig mere. Mandag pakkede vi alle ned og ved middagstid gik det atter hjemad.
Vi kan kun anbefale Sandager Næs - bedre plads skal man lede længe efter. Vi har da også allerede booket plads til pinsen i 2018. Tak for en dejlig oplevelse - vi ses i '18