Den næstsidste weekend i september lovede rigtigt godt vejr, så vi drog nordpå til Dronningmølle Starndcamping, for at nyde de sidste lune dage i år. Af en eller anden grund, vi ikke lige kan huske har vi aldrig været på Dronningmølle. Det er ellers en 4-stjernet Top Camp plads lige ned til Nordsjællands dejlige strande.
Vi havde ikke reserveret, men fik en komfortplads, ikke så langt fra servicebygningen. Dronningmølle Strandcamping minder lidt om Hornbæk, dog er der hække mellem områderne, men ellers meget i samme stil. Servicebygningen ser ny ud og er fin og velholdt. Kiosken på pladsen kunne de lige så godt spare væk - der er kun en luge, som i en isbod og stort set intet udvalg. Der ligger dog en ny og stor Netto ca. 800 m fra pladsen. Vi var her bl.a. for at se på muligheden for en forårsplads. Det koster så kr. 7.000, så vi var rundt på pladsen for at se, hvad der berettiget denne pris. Det var der ikke rigtig noget der gjorde. Standpladserne var ikke ret store, ingen butik på pladsen, ingen swimmingpool, intet af liv udenfor pladsen. Gribskov banens tog buldrede forbi flere gange i timen !!
Nå, men man skulle være et skarn, hvis man ikke kunne nyde det flottet vejr. Så det gjorde vi bl.a. med en tur til Gilleleje, som er ca. 5-6 kilometre fra pladsen. En livlig gammel fiskeriby med en hyggelig havn og et rigt butiks -og cafeliv. Her blev frokosten nydt efter, at Dankortet havde glødet et par gange. Gilleleje og det dejlige vejr gjorde sit til, at vi havde en dejlig weekend i Dronningmølle, men pladsen står nok ikke øverst på ønskeseddelen.